Lidt om mig

Jeg er vokset op i Hvidovre,- min far var lærer/skoleleder med musik som linjefag, min mor var faglærer i håndarbejde, senere socialpædagog, så jeg har dyrket musik og håndarbejde lige fra jeg var barn. Vi flyttede til Stenløse da jeg var ung, hvor jeg arbejdede i folkeskolen, gik på lærerseminariet, og fik her linjefag i musik og håndarbejde. Under studiet arbejdede jeg som musikskolelærer, -også efter min eksamen, -flyttede senere til København, og arbejdede primært som faglærer i musik på skoler i omegnskommuner, og havde også timer i musikskoler og ungdomsskoler, hvor vi bl.a. optrådte på musikskolernes dag på plænen i Tivoli med big-band og sanggruppe. I midten af 90'erne søgte jeg nye udfordringer og startede på Danmarks lærerhøjskole for at videreuddanne mig, men droppede ud da det mest var klassisk musik det der drejede sig om, men jeg fik lavet et stort musikprojekt der handlede om værdiprioriteringer i forbindelse med børnenes fremtid. Det var i den forbindelse at jeg begyndte at komponere musik for alvor, hvilket jeg holder meget af. Efter fortsat at arbejde på skoler, flyttede jeg tilbage til Stenløse, og begyndte så at sy billeder,- meget til musiktekster fra mit projekt, og har således dyrket mine linjefag personligt i mange år, hvilket jeg bliver ved med resten af mit liv. For nogle år siden tog jeg et kursus på DPU og skrev her afhandling om det kreative musikmenneske. Jeg synes selv, at jeg har fundet min egen stil indenfor mine 2 fagområder, og jeg har nu hevet mine sange ud af skabet og har fået noget indspillet, og syr en masse billeder. Jeg har spillet saxofon, sunget da jeg var yngre, spillet rytmisk brugsklaver, og guitar. At arbejde med det kreative musikmenneske inddrager fagene dansk, engelsk, musik, billedkunst, og håndarbejde. Jeg elsker at være i den skabende proces når jeg udfolder mig kreativt på denne måde, og vil gerne videregive disse værdier til andres glæde og medvirken.